Spring til indhold

Cyklister og vejarbejde

Det skal være så sikkert som muligt for cyklister at passere et vejarbejde.

For hvert konkrete vejarbejde afvejer Vejmyndigheden nøje, hvad der er den mest hensigtsmæssige og trafiksikre løsning for både cyklister, fodgængere, bilister og de folk, der arbejder på stedet.

I forhold til cyklisternes sikkerhed afvejes det fx, om det er sikkert at cykle forbi arbejdet, eller om det er nødvendigt at trække forbi eller køre en omkørsel. 

 

Generelt vurderes følgende ift. cyklisters færdsel forbi et vejarbejde

  • Hvis der på en vej med cykelsti stadig er mindst 1,2 m cykelsti ud for et vejarbejde, skal cyklisterne blive på cykelstien.
  • Kan cyklisterne ikke blive på cykelstien, og er fortovet/rabatten ud for arbejdsområdet bredere end 3 m., etableres der her en midlertidig cykelsti, som markeres med afspærring.
  • Er fortovet/rabatten ud for arbejdsområdet 2-3 m. bredt, etableres der delt fællessti, som markeres med afspærring. Der kan evt. lægges cyklistbump på fællesstien for at sikre, at cyklisterne holder farten nede og tager hensyn til fodgængerne.
  • Er det ikke muligt at etablere delt fællessti, etableres en mindst 1,2 m. bred cykelsti på kørebanen. Denne markeres med afspærring, så cyklisterne har eget, afgrænset kørespor. Dette suppleres evt. med fartdæmpning af biltrafikken.
  • Er det hverken muligt at etablere cykelsti eller fællessti forbi arbejdet, kan cyklister være nødt til at stå af cyklen og trække på fortovet. Alternativt kan cyklister henvises til vejbanen. I så fald skiltes med ”cyklist på vejen”.
  • Er intet af ovenstående muligt, etableres en omvejsrute for cyklister. Omkørselsruten må helst ikke være væsentligt længere end den oprindelige rute. Omkørselsrutens længde kan evt. fremgå af supplerende skiltning – målt i afstand eller tid.

Derudover gælder det, at:

  • Cyklister skal guides forbi et vejarbejde med grundig og tydelig skiltning og afspærring, så de ikke er i tvivl om, hvordan de skal færdes forbi vejarbejdet. Entreprenøren, der arbejder på vejen, er forpligtet til at tjekke op på afspærring og skiltning og rette til to gange dagligt på hverdage, én gang daglig i weekenden. 
  • Arbejdets art er afgørende for, hvilken type afspærring der er nødvendig for at sikre cyklisternes sikkerhed. Vejarbejder med dybe udgravninger kræver fx en anden type afspærring end mindre huller. Afspærring med trådhegn er mere sikkert end afspærring med plastpæle ved vejarbejder med dybe huller, da et trådhegn kan forhindre en cyklist i at styrte ned i et hul.
  • Cyklister er følsomme ift. underlaget, der køres på, så dette skal være i orden. Dette gælder også for dækplader, hvor der skal etableres cykelramper af koldasfalt, så man ikke cykler direkte ind i en hård kant.
  • Færdselsarealerne genskabes i mindst lige så god stand, som før der blev gravet op, når arbejdet er færdigt.
  • Markeringslys kan øge sikkerheden for cyklister på mørke steder og ved farlige udgravninger – særligt i vinterperioden.
Cyklisternes By
  • Nørregade 36
  • 5000 Odense C
  • CVR-nummer: 35209115
Cyklisternes By logo