Indkøb på cykel

Vaner kan være svære at rokke ved – også vores indkøbsvaner. For mange er bilen det naturlige valg, når der skal handles ind, men skifter du bilen ud med cyklen på nogle af de mange korte ture, så er der penge at spare. Og det behøver faktisk slet ikke at være mere besværligt.

Få det hele med

Har du brug for et skub på vejen?

Cyklisternes By vil rigtig gerne hjælpe odenseanerne, så det bliver nemmere at handle ind på cykel. Derfor søger vi mænd og kvinder, der foretager mange af deres indkøb i bil, og som kunne tænke sig at blive bedre til at handle ind på cykel og derved spare penge på kontoen, få mere motion i hverdagen og mindske biltrafikken i byen. 

Alle deltagere i projektet får udleveret en bikezac eller en foldekurv, som bliver monteret på cyklen, hvilket gerne skulle gøre det en del nemmere at handle stort ind på cykel. Som deltager i projektet ’’Indkøb på cykel’’ skal du i en periode på tre måneder forsøge at bruge cyklen som primær transportmiddel til dine indkøb, og du må selvfølgelig beholde materialerne efterfølgende. Efter de tre måneder følger vi op på, hvilken virkning, projektet har haft, og om der er blevet rykket ved dine indkøbsvaner.  

Bikezac og foldekurve

En bikezac som den gør det langt lettere at handle ind på cykel, fordi den hænger stabilt på siden af bagagebæreret. Derfor er der ingen fare for, at du får poser og varer ind i hjulet, når du cykler. En bikezac kan transportere op til ca. 13 kg. og kan let sættes på og tages af cyklen. 

Foldekurven bliver også monteret på cyklens bagagebærer, men sidder fast. På den måde er du sikker på, at du altid har en kurv med dig, der kan transportere de mange varer, så du ikke behøver at køre hjem og skifte til bilen. Foldekurven er let at folde sammen på siden af cyklen, når du ikke cykler, og er derfor kun foldet ud, når du har varer i den. Det er en ret diskret kurv og en god løsning – især på herrecykler, hvor der oftest ikke er en kurv eller et lad. Foldekurven kan transportere op til ca. 15 kg. Kurven sidder bedst på et traditionelt bagagebærer med V-stænger. 

  • Det er ikke muligt at benytte en foldekurv eller en bikezac, hvis man har et barnesæde eller et batteri til en elcykel bagpå cyklen. 

 

Kunne du tænke dig en foldekurv eller en bikezac?

Som borger og cyklist i Odense kan du helt gratis få en foldekurv eller en bikezac. Ønsker du en af de to, er du velkommen til at henvende dig i vores reception i By- og Kulturforvaltningen. 

Adressen og åbningstiderne er:

Odense Kommune

By- og Kulturforvaltningen

Nørregade 36 - indgang M

5000 Odense C

 

Åbningstider:

Mandag til torsdag kl. 08-15

Fredag kl. 08-12

 

Sådan monterer du en foldekurv

Har du brug for hjælpe til, hvordan du monterer en foldekurv på din cykel? Se video her, der guider dig. 

 

Lån en ladcykel – det er helt gratis 

Selvom mange af vores indkøb i hverdagen kan klares på en almindelig cykel, så er den nogle gange ikke helt stor nok. Men ved du godt, at du helt gratis kan låne en ladcykel i op til fire dage?