Tips og tricks til cyklister

Hvordan vælger man den korrekte hverdagscykel? Kan man mindske punkteringer? Og ved du, hvordan din saddelhøjde skal være? Alt dette kan du blive meget klogere på lige her, når Cyklisternes By kommer med deres bedste tips og tricks til cyklister.

Karakteristika for en god hverdagscykel

Hvis din cykel bliver brugt flere gange ugentligt, er det vigtigt, at den er behagelig at sidde på, og at ejermanden har en god oplevelse ved at bruge cyklen.

Sørg derfor altid for at cyklen fungere optimalt og alle funktioner er brugbare. Det gør cykelturen lettere, sjovere og så er der en stor chance for, at du hopper på cyklen igen dagen efter.

  1. Vælg først type af cykel - har du mest brug for en citybike, racer eller en helt anden model? Det er desuden vigtigt at tage højde for, hvor langt, du skal køre på cyklen; har du langt på arbejde, kan du med fordel vælge en cykel, hvor du sidder mere foroverbøjet. Alternativt kan du også overveje om en el-cykel ville være en bedre løsning for dig. 
  2. Vælg stelstørrelse, der passer til dig. En cykel, der er for stor, kan være uhåndgribelig, men en for lille cykel kan også være for hård at køre på.
  3. Vælg en effektiv og let cykel, der vejer max. 12 kg. Er cyklen for tung, er den hård og ikke særlig rar at køre på i længden.
  4. Beslut dig for, hvor mange gear, du har brug for. Er din rute stærkt kuperet, er det en god idé med mange gear.
  5. Få indstillet saddel og styr korrekt, så du overfører maksimale kræfter til cyklen.

 

Dækkvalitet

Cykeldæk findes i to kvaliteter - et almindeligt dæk og et ''punkterfrit'' dæk. De punkterfrie dæk punkterer sjældnere end de almindelige dæk.

 

Sidder du rigtigt på cyklen?

Saddelhøjden har en afgørende betydning for, hvor meget energi du bruger ved at cykle.

 

Sådan tjekker du sadlens indstilling

1) Tag dine hverdagssko på.

2) Drej pedalerne rundt, så den ene pedal er længst muligt nede mod jorden.

3) Sæt dig på sadlen, mens du støtter dig op ad en mur. Placér hælen på nederste pedal. Nu skal dit ben være fuldt udstrakt.

4) Juster saddelhøjden, indtil hælen kan nå pedalen, mens benet er fuldt udstrakt. Som finjustering skal sadlen evt. rykkes frem eller tilbage.

 

Når sadlen er korrekt indstillet

Når du cykler, træder du med forfoden. Benet vil aldrig være helt udstrakt, når du træder pedalen i bund. Det kan være, at styret herefter trænger til en indstilling. I den nye position vil du hurtigere kunne orientere dig over skulderen og dermed reagere hurtigt i trafikken. Dine ben vil samtidig give bedst mulig energi til cyklen. Måske føles det lidt forkert i starten, men fordelen bliver hurtigt tydelig. Og med den rigtige saddelhøjde kører du med garanti længere på literen. Er du i tvivl om noget, kan du altid spørge din cykelhandler.  

 

Kør med relativt højt dæktryk

For lavt dæktryk øger risikoen for, at skarpe genstande bider sig lettere fat i dækket. Samtidig ruller du bedre på hårdt pumpede dæk (indenfor det maksimalt anbefalede dæktryk, der som regel står på dækket). Du kan desuden hurtigt og enkelt finde en cykelpumpe ved hjælp af Odense Rundt.

 

Skift dæk regelmæssigt

Hvor ofte du skal skifte dæk afhænger af antal kørte kilometer, vejens beskaffenhed og din køreteknik. De fleste motionister og superpendlere vil nok have behov for at skifte dæk et par gange i løbet af en sæson. Almindelige cyklister med 5-8 km. på arbejde kan sandsynligvis nøjes med at skifte dæk én gang om året. Bagdækket slides mere end dobbelt så hurtigt som fordækket, og bør derfor i praksis skiftes hyppigere.

 

Dækindlæg

En populær og ret “sikker” antipunkteringsmetode er at placere en ekstra forstærkning i form af et tyndt bånd, som typisk er produceret i let og stærkt polymermateriale, mellem dæk og slange. Dækindlæg øger vægten og rullemodstanden marginalt, men når først det er monteret, hvilket kan være en anelse besværligt, er du næsten garanteret færre punkteringer.

 

Andre tips til cyklister

Ved hjælp af Odense Rundt kan du få hjælp til at finde følgende - og selvfølgelig meget, meget mere.